Quantcast
Channel: Frida Elm » rasteplads
Viewing all articles
Browse latest Browse all 2

Sommerferie

$
0
0

Nu har jeg haft sommerferie i en god uges tid – og det har været rigtig dejligt.

Inden da har det dog også været normal hverdag, hvor jeg har været i børnehave. Her har en del af de andre fra stuen holdt ferie, så vi har været på flere ture, end vi plejer.

Forrige onsdag var vi en tur i Hareskoven. Vi tog af sted med bus og tog allerede kl. 9 og var først hjemme kl. 14 igen. I skoven legede vi og grillede pølser og brød. Da jeg kom hjem fra børnehave, var vi alle sammen i gården – også Rosa og hendes familie, som var kommet hjem fra ferie. Den eneste, som ikke var der, var mor, som var sammen med Anja.

Fredag grillede vi endnu engang sammen med Zandra, Shyam, Olivia og Jolie. Og hvor jeg var kommet i seng kl. 20 om onsdagen, blev den 21, inden jeg lå i min seng.

Lørdag tog vi så op til mormor og morfar – selvom de ikke var hjemme. De havde lovet godt vejr, så vi havde fået lov til at låne huset. Egentlig skulle vi have været på stranden, men Vilde som en middagslur på tre timer, så det nåede vi ikke. I stedet fik jeg leget en hel masse i haven. Og efter at vi havde grillet til aftensmad, gik vi alle fire hen til iskiosken, hvor vi fik en kæmpe is med flødebolle.

Næste dag kom mormor og morfar så hjem. Og mens Vilde sov middagslur (og blev passet af dem), var jeg på stranden med mor og far. Jeg badede også en smule, men det var meget koldt. Om aftenen hyggede vi i haven og grillede. Og da Vilde og jeg sov, tog mor og far hjem – for de skulle til koncert næste dag.

Om mandagen var Vilde og jeg så hos mormor og morfar. Desværre nåede vi ikke at være så meget sammen med morfar, for han havde problemer med, at hans hjerte slog for hurtigt. Så først var han til lægen, og så blev han sendt videre på hospitalet. Men heldigvis kunne mormor tage os med på stranden.

Tirsdag blev vi så hentet af mor, mens far var på arbejde. Og mens Vilde sov, var jeg en tur med mor på stranden, hvor jeg igen fik badet, inden vi kørte hjem igen. Lidt senere kom far også hjem. Om det var alle oplevelserne, ved jeg ikke, men den dag havde jeg lidt svært ved at sove – noget der ellers aldrig er et problem.

Næste dag var vi så på endnu en tur med børnehaven – denne gang til Fælledparkens legeplads. Senere på dagen legede vi med vand på børnehavens egen legeplads – og jeg fik våde underbukser. Da jeg kom hjem, var jeg i gården – hvor Olivia også dukkede op.

Både torsdag og fredag var det godt vejr, så her var jeg i gården sammen med Olivia, Jolie, Zandra og Shyam. Om torsdagen grillede vi, mens mor havde lavet pandekager om fredagen. Og senere spiste vi pizza og pommes frites.

Lørdag var så første feriedag. Her pakkede vi om formiddagen og så kørte vi ellers mod vores sommerhus ved Lumsås i Nordvestsjælland. På vejen besøgte vi morfar på Frederikssund Hospital – og heldigvis havde han det fint. Det blev lidt sent, inden vi var fremme – specielt fordi vi både skulle handle og købe lidt mad med. Så jeg kom også sent i seng.

Sommerhuset var rigtig fint. Først og fremmest var der en trampolin, som Vilde og jeg fik brugt rigtig meget. Og så lå det kun 100 meter fra en dejlig strand.

Søndagen startede ikke så godt. Vejret var lidt småkedeligt med regn, så vi hyggede inde. Om eftermiddagen blev det heldigvis bedre med sol og masser af varme. Så her gik vi en tur på stranden, hvor jeg badede, gravede i sandet og malede på sten. Desværre blev jeg også brændt af en brandmand – men heldigvis gjorde det ikke ondt så lang tid.

Næste dag tog vi en tur til Nykøbing Sjælland, der er den største by i området. Her var en fin lille gågade med bl.a. en legetøjsbutik – hvor jeg fik en hulahopring.

Bagefter kørte vi videre til Rørvig, hvor vi gik på krabbejagt. Vi lejede et net og fik en snor med en klemme på. Imellem klemmen satte vi så et stykke fiskeaffald, som skulle tiltrække krabben. Og det lykkedes faktisk også at fange en enkelt krabbe (samt tre små søstjerner og en masse små rejer) – og det var vist ret godt, for der var nok flere krabbefiskere end krabber i Rørvig.

Bagefter spiste vi frokost (endnu en gang fiskefillet med pommes frites), inden vi kørte tilbage til sommerhuset. Her blev far sammen med Vilde, der skulle sove lur, mens mor og jeg gik på stranden og badede. Jeg var dog lidt betænkelig, for der var mange brand- og vandmænd.

Om tirsdagen kørte vi en længere tur. Første stop var på en rasteplads, hvor vi kunne gå ned til vandet og spise vores frokost på et tæppe. Her var også en sjov svævebane, som jeg fik prøvet en del gange.

Derefter kørte vi til Særslev Kirke, hvor bl.a. min farfar, oldefar, oldemor, tipoldefar og tipoldemor er begravet. Da vi havde været der, kørte vi mod Vesterlyng, som var et strandområde, hvor far havde været som barn – og som han derfor gerne ville se igen. Og så var det ellers blevet tid til en is i den nærliggende by Havnsø. På vejen tilbage til vores sommerhus, var vi forbi en gårdbutik, hvor mor fik købt en masse saft.

Onsdag havde vi travlt, for der skulle vi i Sommerland Sjælland. Det var et super sted, hvor vi startede med at prøve en stor legeplads, inden jeg tog en tur med far i robådene.

Men mens vi var i westernbyen, begyndte det at regne – så vi gik indenfor i en butik, hvor vi kunne lave vores egen slikkepind. Imens regnede det meget voldsomt, så vi var rigtig glade for, at vi var indenfor.

Da det var stilnet af, gik vi ud igen – og her var vi så heldige, at der var en kanonkonge, som skulle til at blive skudt ud af en kanon. Mindre heldige var vi til gengæld lidt senere, da vi sejlede en tur i Amazonas-forlystelsen. For lige efter vi var begyndt at sejle, begyndte regnen også – og her kunne vi ikke komme i tørvejr. Amazonas-båden sejlede meget langsomt, så vi nåede at blive ret våde. Men heldigvis skinnede solen snart igen, så vores tøj kunne tørre. Og det hjalp da også lidt med en is.

Bagefter gravede vi guld – og jeg fik mig en guld-sherifstjerne. Så tog vi lige en tur på en hoppepude, inden vi fortsatte til minibørneland, hvor der var forlystelser særligt for de mindste. Her kørte jeg i veteranbil og karrusel med Vilde, inden vi gik ned til badelandet. Mor ville ikke med, så hun gik tilbage til minibørnelandet med Vilde, mens jeg gik ind med far.

I badelandet fik jeg prøvet en lille rutsjebane rigtig mange gange. Jeg var også en tur ned ad en Wild-river i badering sammen med far. Og bortset fra at jeg røg ned under vandet til sidst, var det rigtig sjovt. Efterhånden blev det dog ret koldt, så vi gik tilbage til minibørnelandet.

Her var der ikke så mange mennesker, så jeg fik prøvet det hele – nogle ting endda flere gange. Desværre var klokken blevet mange, så sommerlandet lukkede. På vejen hjem købte vi mad (fiskefillet med pommes frites til os). Det var dog lige før, at jeg ikke fik det spist, for jeg var så træt, at jeg næsten faldt i søvn i bilen.

Torsdag gik mor og jeg en tur på stranden. Men det var for koldt til at bade, så i stedet kørte vi alle fire en tur til Odden Havneby, hvor vi fik en is, inden vi gik en tur på havnen.

Fredag var så vores sidste dag i sommerhuset. Her tog vi forbi den lokale mølle. Desværre blæste det kun lige nok til, at møllevingerne kunne dreje rundt – men ikke male mel. Så det fik vi ikke set. Bagefter kørte vi til Vig, hvor der skulle være et kræmmermarked. Desværre var det ikke rigtig åbnet, så vi kørte hjem igen. Om eftermiddagen var vi en tur på stranden, hvor det var rigtig varmt.

Lørdag var det så blevet tid til at tage hjem igen. Så efter vi havde pakket, kørte vi mod Frederiksberg. Heldigvis var køreturen ikke så lang, for jeg var ret utålmodig for at komme hjem.

Det var en rigtig dejlig uge i sommerhus, hvor jeg fik oplevet en masse. Men det var nu også rart at være hjemme igen med alle mine ting.

Og så er min ferie jo heldigvis ikke slut. Jeg har to uger endnu. Så i dag købte vi pizza, som vi tog med i Frederiksberg Have. Og bagefter var vi i Zoologisk Have, hvor jeg bl.a. kunne vise mor, far og Vilde Den Arktiske Ring med isbjørnene, som jeg havde besøgt med børnehaven – men som de ikke havde set. Turen sluttede med klappegeder, legeplads og ikke mindst en is. Hjemme i gården mødte jeg Rosa, som jeg fik lov til at spise hos – sammen med Olivia, der lige var kommet hjem fra ferie.

Ferien betyder udover en masse is også, at jeg er kommet senere i seng. Den er ofte blevet over 20 – og endda flere gange tættere på 21. Alligevel er jeg stået op nogenlunde samme tid som normalt – dvs. omkring kl. 6-6.30. Det er dog også sket, at jeg har været oppe kl. 5.40 – samt sovet til kl. 7 en enkelt dag.

På det seneste er jeg også begyndt at kunne lide marinerede sild, som jeg smagte første gang hos mormor og morfar. Til gengæld kan jeg ikke lide hønsesalat mere – som jeg ellers var helt vild med på et tidspunkt.

Og så har jeg også tænkt over, hvad jeg vil være, når jeg bliver stor. På et tidspunkt fandt jeg ud af, at jeg både vil være politimand og læge – som jeg sagde til far “Jeg vil både være politimand og læge. Jeg vil være politimand om torsdagen og læge om onsdagen”. Senere har jeg så besluttet mig for, at jeg også vil være pædagog – så må jeg jo bare lige finde en ledig dag til det.


Viewing all articles
Browse latest Browse all 2

Latest Images

Trending Articles


Nishizumi Maho (Girls und Panzer)


Akemi Homura & Kaname Madoka (Puella Magi Madoka Magica)


Tebreve med hæklede blomster


Flandre Scarlet (Touhou)


SKE48 – Pareo wa emerald – PV_HQ


Koshigaya Komari (Non Non Biyori)


Cat & Nazrin (Touhou)


Akaza Akari (Yuruyuri)


Kaname Madoka & Akemi Homura (Puella Magi Madoka Magica)


Hachikuji Mayoi (Bakemonogatari)